Når et barn hjemgives, sker der brud i kontakten til daglige omsorgspersoner og livsvidner; om end de eventuelt kun har været livsvidner i en tid.

Livshistoriefortællingen kan være medvirkende til, at barnet kan se meninger og sammenhænge i sit liv – brikkerne i puslespillet samles, hvorved barnets robusthed øges.

Livshistorien og bevidningen fremmer barnets identitetsfølelse og kan fremme oplevelsen af at være blevet set, holdt af og anerkendt som den særlige person, barnet er – også selv om der har været brud i nære relationer.

Fra intention til handling

Med et ressourcefokuseret perspektiv på livshistoriefortællingen kan barnet opleve at have mestret og være kompetent i selv svære vilkår.

Erfaringen er, at plejeforældrene gerne vil ”give barnet noget med”, samtidig med at de kan opleve stor usikkerhed i forhold til, hvordan de kan udforme noget, som er okay og brugbart for barnet. Denne usikkerhed medfører desværre jævnligt, at plejeforældrene ikke får omsat den gode intention til handling, medmindre de støttes i processen.

I forbindelse med hjemgivelsen tilbyder Fabu at støtte anbringelsesstedet og /eller forældre til at udarbejde en livshistoriefortælling via forskellige metoder, der repræsenterer barnets interesser og oplevelser.