Derfor læste vi med stor interesse Børns Vilkårs nyligt udgivne rapport ’Samvær – hvad er det rigtige for barnet?’ Rapporten bringer vigtige børnestemmer frem og dokumenterer tydeligt, at børn ikke altid oplever sig hørt og at samvær i nogle tilfælde kan være belastende for barnet og derfor oftere bør overvejes suspenderet.
Vi deler ambitionen om at styrke barnets perspektiv. Samtidig ser vi et behov for at udvide blikket for, hvad der i praksis former og understøtter gode samvær. I Børns Vilkårs undersøgelser indgår hverken plejeforældre eller fagprofessionelle på børne- og ungehjem – på trods af at det netop er disse aktører, der i praksis bærer en stor del af opgaven omkring samvær.
Som forstandere og VISO-specialister på det specialiserede socialområde står vi midt i samværssagerne og de dilemmaer, de skaber i praksis. På den baggrund peger vi på tre centrale faglige opmærksomhedspunkter, som er afgørende for kvaliteten af samvær.
1. Reaktioner efter samvær er ikke et facit
At lytte til barnets stemme er afgørende. Men børns reaktioner på samvær er ikke altid entydige svar. De kan være udtryk for loyalitetskonflikter, ambivalens og uforløste følelser, og netop derfor kræver barnets relation til sit biologiske ophav faglig støtte.
Som det ofte understreges i socialfagligt arbejde, skal børn tages alvorligt, men ikke nødvendigvis bogstaveligt. Og som VIVEs vidensindsamling fra 2023 viser, kan samvær være følelsesmæssigt krævende og samtidig betydningsfuldt. Kvaliteten af samværet afhænger i høj grad af rammer, forberedelse og støtte til både barn og forældre.
2. Barnets relation til sit biologiske ophav kræver støtte
Barnets relation til sit biologiske ophav rækker langt ud over det aktuelle samvær og har betydning for barnets identitet, tilhørsforhold og livsforløb.
Mange anbragte børn søger senere i livet tilbage mod deres biologiske ophav, også når relationen har været smertefuld. Derfor er det en del af vores faglige ansvar at støtte barnet i relationer, som kan være både komplekse og følelsesmæssigt belastende.
Det indebærer at støtte barnet i gradvist at kunne være i og håndtere relationen til sit ophav, frem for at efterlade barnet alene med opgaven senere i livet.
3. Anbringelsessteder er en afgørende, men ofte overset, aktør
Barnets anbringelsessted, hvad enten det er en plejefamilie eller et børne- og ungehjem, spiller en helt central rolle i arbejdet med samvær. Det er dem, der skal rumme barnets reaktioner før og efter samvær og skabe ro, forudsigelighed og regulering i hverdagen.
Samtidig har de en afgørende betydning for barnets relation til sin biologiske familie. Når plejeforældre og anbringelsessteder – med den rette støtte – formår at anerkende og mentalisere barnets ophav, styrkes barnets mulighed for at bevare relationen uden at komme i klemme mellem de voksne.
Skal samvær fungere i praksis, må vi derfor investere i både biologiske forældre og plejeforældre/anbringelsessteder. Supervision, faglig sparring og specialiseret viden er ikke et supplement, men en forudsætning for et meningsfuldt og bæredygtigt samvær.
Samvær former barnets liv – også langt ud over anbringelsen
I De Anbragtes Vilkårs anbefalinger til ’Et rigtigt hjem’, baseret på mere end 100 tidligere anbragtes egne historier, erfaringer og drømme, lyder det:
»I et rigtigt hjem påtager de voksne sig ansvaret for en ordentlig relation til vores biologiske forældre. De voksne forstår, at de biologiske forældre stadig er vores familie, og taler dem aldrig ned. Opstår der konflikter mellem vores hjem, ved vi, at det ikke er vores ansvar at løse dem.«
Det er et ansvar, vi som fagprofessionelle ikke kan se bort fra.
I stedet for at betragte samvær som en sideløbende opgave, der kan skrues op og ned for – eller afbrydes, når barnet reagerer – må vi forstå det som en kerneopgave i anbringelsen, der bør tillægges samme vægt som øvrige opgaver omkring barnet. Samvær er ikke blot en socialfaglig afgørelse, men en omsorgs- og udviklingsopgave.
—