Sine Svendsen er faglig koordinator og psykoterapeut MDF i Fabu.

Mange voksne, der er socialt udsatte, har været udsat for flere traumer. Disse traumer kan påvirke deres evne til at deltage i sociale indsatser, herunder støttet eller overvåget samvær med deres børn.

Når forældre mødes med en traumebevidst tilgang (TBT), forbedres deres forudsætninger for at være nærværende og relevante i samværet med deres børn. Omvendt kan manglende forståelse og støtte have en negativ effekt på og i samværet.

– TBT er ikke en bestemt intervention men en tilgang, som er med til at give traumatiserede mennesker de bedste forudsætninger for samvær i et ”sikkert rum”. TBT understøtter traumatiserede mennesker i at få de bedste og mest optimale rammer og betingelser for et godt samvær, siger Sine Svendsen, der er faglig koordinator og psykoterapeut MDF i Fabu.

Selvom den traumebevidste tilgang er veletableret i Fabu, er der løbende fokus på at fastholde og videreudvikle tilgangen:

– Ved hele tiden at uddanne, undersøge og interessere os for den traumebevidste tilgang kan vi skabe de bedste betingelser for, at forældre kan møde deres børn på en måde, der både fremmer tryghed og tillid, som er fundamentet for en positiv samværsoplevelse for både børn og forældre, fortæller Sine Svendsen.

En sikker base medfører sikre samvær

Fabus konsulenter er veluddannet i at håndtere både akut opståede traumer og udviklingstraumer. Tillid, tryghed og gennemsigtighed er nøgleelementer i arbejdet, og disse værdier er integreret i alle beslutningsprocesser og relationer, hvilket er med til at skabe en sikker base for både forældre og børn.

– Det er vigtigt for os i Fabu at oparbejde tillid og understøtte forældrenes ejerskab for samværene blandt andet ved at bruge før- og eftersamtaler og formøder med alle parter før opstart af et samvær. Ved at skabe tillid, tryghed og gennemsigtighed i relationerne og beslutningsprocesserne kan man forbygge og måske forhindre flere svære samvær og støtte forældrene i deres rolle som omsorgspersoner​, siger Sine Svendsen.

Vidste du at..

Traumebevidst tilgang (TBT) kommer fra det engelske Trauma-Informed Care.
TBT baserer sig på seks generelle principper:

  • Sikkerhed: At patienter eller borgere oplever et fysisk og psykisk sikkert miljø.
  • Pålidelighed og gennemsigtighed: At beslutninger er gennemsigtige og skaber tillid.
  • Peerstøtte: At en person, der har bearbejdet sine erfaringer, støtter patient eller borger.
  • Samarbejde og gensidighed: At man som organisation lægger vægt på at skabe partnerskaber og at udjævne magtforskellene mellem personale og patienter/borgere.
  • Empowerment: At man støtter patient eller borger i at finde sin egen vej frem for at styre og kontrollere.
  • Kulturelle, historiske og kønsmæssige problemstillinger: At organisationen arbejder på at komme væk fra kulturelle stereotyper og fordomme.

Vil en organisation definere sig som traumebevidst, kræver det, at samtlige medarbejdere forstår, hvad traumer betyder for det enkelte individ, men også for familie, organisation og samfund.

Kilde: Rapporten “Traume-Bevidst Tilgang i Danmark”, Det Nationale TBT-Center, 2020