Da Marianne Jensen debuterede på det specialiserede børneområde, var det med struktureret pædagogik og gruppeopdragelse til morgen-, middags- og aftensmad.

På behandlingshjemmene var ekskursioner til svømmehaller obligatoriske for alle – uanset om man var hunderæd for vand eller ej – ligesom hverdagstrivialiteter som måltider og brusebad foregik på helt bestemte tidspunkter uden nogen former for fleksible alternativer.

I dag har den neuroaffektive pædagogik vundet indpas i den almene pædagogiske praksis.

En tilgang, der med sit udspring i hjerneforskning, tilknytningsteori og udviklingspsykologi præsenterer helt nye veje til at tage hånd om børns udvikling, og en tilgang, der på alle måder lægger sig op ad Marianne Jensens måde at interagere med udsatte børn og unge.

Hér tilpasses den pædagogiske indsats nemlig det enkelte barn eller den enkelte unge og hans eller hendes udviklingsniveau.

Ja, spørger man Marianne Jensen, er den neuroaffektive pædagogik måske ligefrem noget af det bedste, der er sket, hvis man skulle finde på at gå pædagogikkens udvikling efter i sømmene.

Forældresamarbejdet er afgørende

Hvad er så status i dag, hvor den strukturerede pædagogik er erstattet af et fokus på det enkelte individ?

Ifølge Marianne Jensen går det overordnet set ret godt:

”Helt generelt må man sige, at vi er blevet væsentligt klogere – blandt andet fordi, at vi i dag har et langt større fokus på børneperspektivet. Vi har lagt en del kræfter i, at de børn og unge, vi arbejder med, skal have uddannelse, der gør en positiv forskel i forhold til deres livssituation, og det har været afgørende.”

”Endelig har vi i langt højere grad fået øjnene op for, at de anbragte børn har en familie, som vi skal huske at værne om. Al forskning viser, at de anbragte børn har brug for deres egen biologiske familie, men tidligere havde man nok den grundtanke, at hvis bare man omplantede et barn, der kom fra noget dårligt, over i noget godt, så gik det hele fint. Men det gjorde det jo ikke, hvilket vi blandt andet kan se i Sporløs og andre udsendelser – folk søger og higer efter deres rødder,” siger Marianne Jensen.

”Det er netop noget af det, vi har fokus på i Fabu; at man skal kunne samarbejde og sørge for, at der er noget kvalitativt samvær mellem børnene og deres forældre. Det er helt afgørende, hvis man vil have et barn i vækst.”

De unge skal støttes

Men der er selvfølgelig også plads til forbedringer. Særligt når det kommer til de forventninger, man fra politisk hold har til de udsatte unge:

”Der er rigtig fin lovgivning om efterværn (tilbud om støtte til anbragte unge i alderen 18 til 22 år, red.), men den er til tider meget skrap og kommer derfor ikke ofte nok i spil – og det er ikke hensigtsmæssigt. Man skal virkelig give de her unge den nødvendige støtte, uden at der skal være så mange regler omkring det. Det er meget væsentligt,” siger Marianne Jensen.

”Vi kan simpelthen ikke forvente, at et barn, som er dybt omsorgssvigtet, skal kunne stå på sine egne ben, når det er 17-18 år. Det er helt forkert. Vores egne ”normale” børn er jo ikke engang parate til det i den alder – de er vel over 20 i gennemsnit, inden de forlader deres trygge baser.”

Ressourcestærke udsatte

Til august næste år har Marianne Jensen 50 års-jubilæum i branchen. Alligevel skorter det ikke på motivationen:

”Det motiverer mig at se, at alle de her mennesker, vi arbejder med, rent faktisk kan meget mere, end man lige skulle tro. Vi taler om mennesker, der er ramte og udsatte, men hold op hvor har de mange ressourcer, når de bliver mødt med ro, tålmodighed og støtte,” siger Marianne Jensen.

”Langt, langt de fleste dage, er jeg rigtig glad for det, jeg laver. Selv når det er rigtig svært, giver det så god mening, når man kan se, hvilke relationer man kan skabe mellem mennesker. Så jeg føler mig hverken slidt eller hårdt ramt – det har simpelthen været smaddergodt hele vejen igennem.”