Barnets lov, der trådte i kraft den 1. januar 2024, lægger vægt på børns ret til at blive hørt og involveret i deres egne sager. Loven understreger, at børn skal inddrages på lige fod med forældrene og skal være en del af processen løbende, ikke kun i forbindelse med afgørelser og børnefaglige undersøgelser.
Generelt spiller “barnets stemme” en stadig større rolle, når vi taler om udsatte børn. Børn skal høres og inddrages mere, og i den sammenhæng har man i Fabu arbejdet med at formulere Fabus børnesyn som et grundlag for Fabus arbejde med netop “barnets stemme”.
– Vi er i gang med at tydeliggøre Fabus børnesyn. Selvom det har været en del af vores arbejde i mange år, ønsker vi nu at præcisere, hvad vi mener, når vi i Fabu taler om børn. Dette gør vi både for at skærpe vores egen forståelse af konteksten og for at blive mere klare over for vores samarbejdspartnere, siger Nadine Lagoni, faglig leder i Fabu.
– Når vi taler om ”barnets stemme”, så forstår vi det ud fra to perspektiver: Et ”barnets perspektiv”, hvor vi videreformidler barnets udsagn, og et ”børneperspektiv”, hvor vi anvender vores faglige viden og forståelse til at tolke barnets udtryk, adfærd og handling. Vi er samtidig bevidste om, at vi i Fabu møder børn i en særlig kontekst, og at Fabu bidrager med én brik til at tilvejebringe barnets stemme, uddyber Nadine Lagoni.
Børn skal ikke bære voksenansvar
På grund af den store vægt på inddragelse i Barnets lov, ser man hos Fabu, at børnenes udsagn nogle gange bliver taget for ukritisk til efterretning:
– Vi oplever situationer, hvor børn i børnesamtaler bliver spurgt, hvor ofte de ønsker at se deres forældre. Hos Fabu mener vi ikke, at et barn på 7, 8 eller 9 år skal have det ansvar at beslutte, om det er hver anden, tredje eller fjerde uge, det skal se sine forældre. Det ansvar bør og kan et barn ikke bære, siger Nadine Lagoni.
– Det er afgørende altid at tage barnets udsagn alvorligt. Men vi må også erkende, at den oplevelse, barnet beskriver, kan opfattes anderledes af en anden part. Derfor skal vi som fagprofessionelle være nysgerrige på det, der ligger bag udsagnet – det, der gemmer sig under overfladen.
Det underliggende budskab
Nadine Lagoni forklarer, at børn tilpasser sig efter den kontekst, de befinder sig i, og hos Fabu er det ofte i et spændingsfelt med de biologiske forældre på den ene side og plejeforældrene på den anden. Der kan være mange dilemmaer og følelser i spil lige dér.
– Så når et barn for eksempel siger: “Jeg vil ikke hjem til mine forældre,” betyder det ikke nødvendigvis, at barnet ikke vil se sine forældre. Det kan være et udtryk for noget, barnet forventer, vi gerne vil høre, eller det kan betyde, at barnet har brug for, at noget bliver anderledes. Baggrunden for, hvorfor noget bliver sagt, skal vi være meget nysgerrige på – så det sagte ord ikke altid får afgørende magt, siger Nadine Lagoni.
Selvom Barnets lov er et fremskridt, stiller den ifølge Nadine Lagoni større krav til de voksne omkring børnene:
– Hvis vi ikke nøje undersøger, hvad barnets udsagn faktisk handler om, risikerer vi at misforstå barnet, miste dets tillid og træffe beslutninger, der ikke er til barnets bedste.