Da Kirsten Holm Nielsen begyndte i Fabu i 2007, var organisationen en anden end den, hun nu siger farvel til.

Kontoret var delt mellem Vanløse og Rødovre, sekretærerne sad i et stort gennemgangsrum, og meget af arbejdet foregik stadig med diktafon og udskrevne referater. Siden er organisationen vokset, arbejdsopgaverne har udviklet sig, og nye afdelinger er kommet til.

Men én ting har været bemærkelsesværdigt stabil gennem alle årene.

– Den røde tråd har faktisk været den samme. Den gode tone, den flade struktur og oplevelsen af, at man bliver hørt. Det har aldrig ændret sig, siger Kirsten.

Det er netop den kultur, der har fået hende til at blive i næsten to årtier.

Meningsfuldt – også bag kulisserne

Selvom Kirsten aldrig har arbejdet direkte med børn, unge og familier, har hun hele tiden oplevet, at hendes arbejde havde en tydelig mening.
Hun fortæller, hvordan hun hurtigt blev imponeret over konsulenternes og koordinatorernes faglighed og engagement.

– Jeg blev simpelthen så begejstret for at opleve deres arbejdsomhed, dedikation og høje faglighed. De gjorde sig umage hver eneste dag for at skabe de bedst mulige løsninger for de anbragte børn og deres familier. Det gjorde et stort indtryk på mig.

Med årene har det også sat sig personligt.

– Jeg har fået en større forståelse for mennesker. Man lærer, at der ofte ligger en historie bag de ting, mennesker gør. Den viden har gjort mig mere rummelig – også i mit eget liv.

Hun beskriver det som en gave at være en del af en organisation med et så tydeligt formål.

– Mit arbejde bag kulisserne har givet mig en oplevelse af meningsfuldhed hver eneste dag.

Tillid og fortrolighed

Efter nogle år blev Kirsten ledelsessekretær – en rolle, hun siden har haft for tre forskellige direktører.

Det har været en funktion med stor tillid og fortrolighed.

– Man skal kunne holde på fortrolige oplysninger. Det er en vigtig del af jobbet. Samtidig skal man kunne skifte mellem to roller. Nogle gange er man ledelsens forlængede arm, andre gange er man bare en kollega blandt kolleger.

Selvom direktørerne har været forskellige, peger hun på tre fællestræk.

– Jeg har altid oplevet stor tillid, anerkendelse og et tæt samarbejde. Mange opgaver skulle løses hurtigt, men jeg har altid følt, at mine vurderinger blev værdsat.

En kultur, der bliver

Når Kirsten skal beskrive Fabu, taler hun mindre om bygninger og organisering end om mennesker.

– Jeg vil altid tænke tilbage på Fabu som en fantastisk arbejdsplads med søde kolleger, der – også når der er travlt – altid er klar til at hjælpe, lytte eller bære over med hinanden.

Hun fremhæver især den høje faglighed og engagementet hos kollegerne.

– Det er simpelthen Fabus DNA.

Måske er det også derfor, at mange medarbejdere bliver i organisationen i mange år.

– Folk bliver ikke, fordi arbejdet er nemt. De bliver, fordi det er en god arbejdsplads.

Et vemodigt farvel

Den 31. juli lukker Kirsten computeren for sidste gang. Hun glæder sig til pensionistlivet med mere frihed til rejser og aktiviteter i dagtimerne. Og så er der én ting, hun ikke kommer til at savne.

– GDPR. Jeg elsker den beskyttelse, reglerne giver, men jeg kommer bestemt ikke til at savne det store arbejde med procedurer og dokumentation, siger hun med et smil.

Til gengæld bliver afskeden vemodig.

Det er de daglige godmorgen-hilsner, samarbejdet med kollegerne og fællesskabet, hun kommer til at savne mest.

– Jeg har altid været utrolig glad for at arbejde i Fabu. Jeg plejer at sige, at jeg er gået fløjtende på arbejde hver dag – også selv om jeg faktisk ikke kan fløjte.