Det er når et barn og en forælder eller anden omsorgsgiver interagerer, at de følelsesmæssige færdigheder og muligheder for udvikling viser sig. En samspilsobservation MIM-P er en vurderingsmetode, der undersøger netop dette samspil.

Metoden tager udgangspunkt i konkrete aktiviteter, som omsorgsgiveren og barnet laver sammen. Efterfølgende vurderes kvaliteten af det samspil, og eventuelle behov for støtte afdækkes.

For kommuner kan samspilsobservationer give et fingerpeg om, hvilke indsatser der vil være de rigtige på et givent tidspunkt. Det forklarer Tina Leiberg Hansen, der er konsulent i Fabu:

– En samspilsobservation vil som udgangspunkt kunne komme oftere i spil end for eksempel en forældrekompetenceundersøgelse. Den er mindre omfattende, så den kan ikke stå alene i forhold til at give det fulde billede af en omsorgsgiver/barn-relation, men den kan bruges til at belyse, hvad omsorgsgiveren tilbyder barnet i form af omsorg, støtte og regulering, og hvordan barnet evner at tage imod det. MIM-P kan også bruges i inklusionsøjemed for at finde barnets udviklingspotentiale i samspillet med lærer eller pædagog.

Observationsmetoden består af 10 enkle og aldersbestemte samspilsaktiviteter, der er lavet til at tydeliggøre adfærd inden for følgende fem dimensioner:

  • Hvordan man som omsorgsgiver sætter struktur
  • Hvordan man som omsorgsgiver regulerer sig ind i samspillet med barnet
  • Hvordan man engagerer sig i samspillet
  • Hvordan man giver omsorg
  • Hvordan man håndterer udfordringer

På baggrund af de 10 aktiviteter laves en samlet vurdering af barnets og omsorgsgivers nærmeste udviklingszone – følelsesmæssigt og socialt – samt den voksnes evne til at støtte barnets følelsesmæssige udvikling og kompetencer.

Kontakt konsulent Tina Leiberg Hansen for mere information eller læs mere om, hvad Fabu kan tilbyde i relation til samspilsobservationer.