Weekendplejetilbud til 6-14-årige med anden etnisk baggrund Fabu tilbyder weekendplejetilbud for børn med anden etnisk baggrund, som har behov for særlig støtte. Det foregår i et professionelt miljø, som kombinerer barnets behov med respekt for familiens normer og traditioner. Tilbuddet kan enten være en pædagogisk forebyggende foranstaltning eller en integrationsindsats.
Weekendplejetilbuddet tilgodeser barnets behov for at få indsigt i og kendskab til det samfund, det er en del af. Ved at deltage i tilbuddet får barnet sproglig stimulering, støtte til begrebsforståelse og øvelse i konflikthåndtering. Desuden lærer barnet at indgå i et bredere socialt fællesskab.
Også støtte til moderen Weekendplejetilbuddet kan også fungere som alternativ familiebehandling, hvor moderen deltager. Målet med moderens deltagelse kan bl.a. være at give hende redskaber til hverdagen, herunder at sætte grænser og vise både omsorg og vedholdenhed over for barnet.
Personale med forskellig baggrund Weekendplejetilbuddet har både personale med dansk og anden etnisk baggrund - alle med erfaring i at arbejde med relationsdannelse ved at anvende faste rammer, nærhed, synlighed, troværdighed og vedholdenhed i omsorgsudøvelsen. Det er personalets erfaring, at dialog, nærhed og omsorg oftere gør en positiv forskel for børnene end f.eks. mere action-prægede aktiviteter. Den pædagogiske linje bygger derfor overvejende på kontakt og dialog.
Den daglige leder af tilbuddet har 6 års projekterfaring i kommunalt regi på integrationsområdet. Hun har arbejdet med familiebehandling og alternativ støtte til "uanbringelige" unge (både drenge og piger). Desuden har hun givet rådgivning og vejledning i Moskéen i Roskilde, startet en kvindeklub op og oprettet en lektiecafé for piger og et svømmehold for kvinder med anden etnisk baggrund.
Hvor og hvornår foregår tilbuddet? Weekendplejetilbuddet finder sted to weekender om måneden, fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag. Det er placeret i lederens bolig på Stevns, som tidligere har været produktionsskole, med god plads og mange aktivitetsmuligheder. Aflastningstilbuddet forestår transporten.
Præsentation af tilbuddet for barnet og familien sker i barnets hjem af forvaltning/kurator og personale fra weekendplejetilbuddet.
Kontakt visitator Heidi Møller-Rasmussen, tlf. 38 76 06 80, mobil 20 12 67 37, hmr@fabu.dk |
|